Nyhedsbrev 1

World Cup Stævne i Weymouth, England

Så er vi i gang her til World Cup stævnet for de Olympiske og Paralympiske bådtyper i Weymouth, England. Dette stævne er særligt interessant da det er samme sted som de Olympiske og Paralympiske sejladser skal finde sted i 2012. Vi er derfor også 747 deltagere fra 38 lande , og Danmark møder i noget nær stærkeste opstilling med ca. 40 sejlere fra landsholdet.

I 2.4 meter klassen er vi kun 17 deltagere, men 8 ud af top 10 i verden er her så det er et særdeles kvalificeret felt, med blandt andre den Paralympiske Guldmedaljevinder, verdensmesteren og den førende i World Cup serien.

Havnen vi sejler fra er den Olympiske/Paralympiske havn der allerede står klar, og Sejlunionen har etableret ”Meeting Point” helt centralt lige ved siden af jolleramperne. De Paralympiske både – Sonar, SKUD og 2.4 meter sejler sammen med surferne inde i havnen, der er verdens næststørste menneskeskabte havn og 2-3 sømil på hver led. Her lå tidligere slagskibe og hangarskibe fra den engelske flåde, men nu ligger der kun en supertanker og nogle andre skibe!

Sejladserne startede i går mandag i Nordøsten vind 6-8 m/s og solskin, og efter en god vejrbriefing, og en opbyggelig samtale med min ”Cyber-shrink” Erik lagde jeg ud med en 3. Plads dog med Damien fra Frankrig og Thierry fra Holland et stykke foran. Anden sejlads startede lige som den 1. Med Damien og Thierry med lidt bedre fart på kryds i den friske luft, mig på 3. Pladsen og resten af feltet umiddelbart efter.  På andet af 3 opkryds gik jeg fejl af to mindre vindspring, hvilket betød at jeg pludselig var nr. 8 i stedet for og fik kun indhentet den ene til en 7. Plads i den sejlads, men det var meget tæt da der kun var ca. 10 sek. Mellem nr. 3 og 8.

Sammenlagt er jeg nr. 4, et point efter nummer 3 og med nummer 5-8 et point efter.

I dag tirsdag skulle vi have sejlet 2 sejladser til, men med 10-12 m/s og i eftermiddag tiltagende med regn  valgte arrangørerne at lade os blive i land, så jeg sider her i bilen og skriver mens jeg kigger udover havnen og bugten hvor der er skumsprøjt over alt og windsurferne og nogle af jollerne farer af sted.

Vejrudsigten for i morgen er ikke alt for lovende medmindre man er en albatros :-)